For 11 år siden genopdagede jeg den mundtlige fortælling. Men det var ikke som da jeg var barn, og vi børn lyttede til vores mors eller farfars historier. Nu var det mine egne fortællende ord, som skabte billeder i lytternes hoveder.

Et kursus i historiefortælling sendte mig på opdagelsesrejse til den rigeste af alle verdener, den skaberevne vi som lyttere har mellem ørerne, når vi hører historier. Overrumplet af fortællingens fascinationskraft kastede jeg mig ud i et liv som fortæller: lyttede, fortalte, gravede historier frem, deltog i fortællerlaug, kurser, arrangerede fortællefestivaler, rejste til andre landes fortællefestivaler og fandt ind i et stort internationalt netværk af fortællekolleger, som var ligeså opslugte af kunsten at fortælle historier som jeg.

Undervejs i et samarbejde mellem nordiske fortællere opstod ideen til ”Skamløse eventyr” hos den svenske fortæller og billedkunstner Mats Rehnman, som på smukkeste vis har illustreret bogen. På rejsen i den danske fortælleskat var jeg flere gange stødt på historier og eventyr indsamlet af Evald Tang Kristensen. Dels fortalt af andre fortællere til fortællearrangementer og dels fra udgivelser af de nedskrevne mundtligt overleverede fortællinger. Mats blev så inspireret af at høre disse vidunderligt skamløse historier, at han foreslog at vi sammen skrev og illustrerede denne bog.

Evald Tang Kristensen, som levede fra 1843 til 1929, var en mand med en mission. I 50 år fra 1867 rejste han rundt i Danmark og nedskrev ord og toner, som de blev fortalt og sunget blandt folk – særligt fra de små fattige huse på heden. Han noterede det, meddelerne sagde, og derfor er der en stærk og ligefrem tone i historierne. Tidens fremmeste folkemindeforsker, Svend Grundtvig (søn af salmedigteren), tog den unge læreruddannede Evald fra den jyske hede under sine vinger. Mens Grundtvig foretrak at sidde på sit studerekammer i København og få tilsendt historier, var Evald selv på farten for at samle ind.

Evald Tang Kristensen og Svend Grundtvig havde ikke helt samme syn på de mennesker, der fortalte historierne. Grundtvig mente, at almuen til dels misbrugte en nedarvet gave (”Almuen som sådan er ikke (…) skikket til i folkelig og aandelig Henseende at være anførende, toneangivende, frembringende”[1] og skrev blandt andet til Evald: ”For deres eventyrsamlings almindelige udbredelses skyld kunne jeg have ønsket, at De havde været lidt mere nøjeregnende med hensyn til platte udtryk. Ord som fise, skid, røv, som ikke støder bønder, gør en bog umulig i dannede huse.”[2] Evald derimod var af den opfattelse, at folks mundtlige fortællinger var en kunstart i sig selv som burde respekteres: ”Det er virkelig ikke Kjødhoveder som finder på saadant, det er begavede Mennesker.”[3]

Eventyr og historier blev samlet i mange lande dengang. Mest kendt herhjemme er nok de folkeeventyr, de tyske brødre Grimm indsamlede og udgav og Asbjørnsen og Moes norske eventyr. Men hvor Grimm samlede 200 historier, indsamlede Evald Tang Kristensen 2.500, og han er så vidt vides den indsamler i verden, som har samlet den største mængde folkeminder. På trods af sin omfattende dokumentation af den danske befolknings fortællinger og sange er Evald Tang Kristensen ikke særlig kendt – hverken i Danmark eller udlandet.

Alt hvad Evald Tang Kristensen indsamlede befinder sig i Dansk Folkemindesamling. I fine trækasser med låg ligger ark efter ark af gulligt papir med de renskrevne eventyr og historier i mere eller mindre læselig håndskrift. Det er en enestående arv af fortællinger af høj kulturhistorisk og litterær værdi, men kun få danskere kender til den. Selvom der findes en del udgivelser af materialet, har historierne ikke fået nogen særlig udbredelse.

Vi vil med denne udgivelse trække de gemte og glemte historier frem, fordi de er lysende eksempler på den kunstneriske kreativitet og fantasi, som eksisterede i befolkningen. Vores mål har været i første omgang at udgive en samling eventyr, der præsenterer de vovede historier og samtidig viser den mangel på autoritetstro, der både dengang som nu måske kan ses som et særligt dansk træk. Mange af historierne er ganske enkelt sjove på en ofte respektløs måde, og jeg genkender den humor, man møder blandt både stand-up-komikere og hos almindelige danskere. Måske kan rødderne til en særlig dansk form for humor spores her?

En genfortælling i et mere tidssvarende sprog har været nødvendig for at gøre historierne tilgængelige for nutidens læser. Normalt er fortælling en mundtlig aktivitet – lige ud af hovedet uden bog. Historierne ændrer karakter og udtryk alt efter publikum, sted og stemning. Der er plads til inspiration i øjeblikket, som når en jazzmusiker improviserer over et tema. Derfor kan det umiddelbart virke selvmodsigende at udgive en bog med fortællinger, som ellers er formidlet gennem mundtlig overlevering. Men det er en nødvendighed, hvis flere skal have mulighed for at få kendskab til de gamle fortælleres historier, og hvis historierne skal gives videre som den arv fra vores forfædre, vi danskere med denne udgivelse kan lære at kende.

Der ligger stadig en mængde eventyr i trækasserne i Dansk Folkemindesamlings kælder og venter på at blive gjort tilgængelige for en bredere læserskare. Det er vores håb, at denne bog bliver den første i en serie af udgivelser med historierne fra denne omfattende danske kulturskat.

[1] Svend Grundtvig: ”Danske Kæmpeviser og Folkesange fra Middelalderen” 1867 s. 6, her citeret efter ”Svøbt i mår” bind 3, særtryk, Lene Halskov Hansen s. 451

[2] Brev fra Grundtvig til ETK d. 10/11-1881 her citeret fra Else Marie Kofod: ”Evald Tang Kristensens syn på folkeminderne”, Dansk Folkemindesamling 1884

[3] Johannes Evald Tang Kristensen: ” Evald Tang Kristensen 1843-1943 s. 8. genoptrykt fra ”Om vor Folkedigtnings dannende Indflydelse” i ”Dansk Folketidende”, 1876, Aarg. 11